Vi hylder hjem med sjæl
Natalie og hendes kæreste Ludvig har indrettet deres lejlighed på Amager med personlighed, varme og plads til familieliv. Her er en skøn blanding af arvestykker, upcyclet fine fund fra genbrugspladsen – og alverdens ting fra rejser og barndomshjem. Vi åbner døren til deres hjem, hvor de indretter sig med det, der betyder noget særligt og gør dem glade.
Kom med indenfor hos Natalie!
”Vi indretter os med ting, der gør os glade.”
Her bor Natalie og Ludvig med deres to sønner Tino og Fjord i en 102 m² lejlighed på Amager Boulevard.
Har du en særlig stil i din indretning?
– Det har jeg ikke tænkt over. Jeg føler faktisk ikke, at vi har en bestemt stil mere en skøn blanding af arvestykker og ting, vi finder på genbrugspladsen og i secondhand-butikker på Amager. Vi kan godt lide at upcycle tingene og gøre dem til vores egne. Fx har vi fået en kommode, som vi har repareret, malet og givet nye greb, siger Natalie.
– Vi har rigtig mange ting fra rejser – både vores egne og vores familiers. En Buddha fra mine forældres backpackertur som unge i Malaysia har fået en særlig plads – og papirballoner, som min svigerinde har haft med hjem fra Japan – har vi sat sammen til en fin og anderledes uro. Her er alverdens træfigurer, som hver især rummer mange fortællinger fra vores rejser. Også ting fra vores barndomshjem er små minder om det, der har og betyder noget for os.
Hvordan har I skabt jeres hjem?
– Vi ved, hvad vi vil have – og vi venter gerne på det. Vores hjem bliver aldrig helt færdigt, vi er altid i proces. Vi har længe ønsket os det ikoniske Myggebord af Cadovius, og en dag dukker det op på Markedsplads. Nu bor det hos os. Jeg ønskede mig egentlig forskellige stole, nu har vi de samme stole, i forskellige farver, siger Natalie og fortsætter:
– Vi vil rigtig gerne skabe vores helt eget hjem, og har derfor vi også lavet vores eget puslebord ud af et gammelt chatol.
Det ikoniske Myggebord af Cadovius er sat sammen med stole i forskellige farver.
Hvordan får I plads til jeres kunst?
"Hylden rummer vores egen personlige kunstsamling. Her er plads til alt, der betyder noget for os.", siger Natalie
– Den gør det nemt at skifte kunst ud og rykke rundt – og så slipper vi for huller i væggene. Her samler vi plakatkunst, ting vores børn har tegnet og malet, lokal kunst og alt andet med gode historier. Vi er vilde med det japanske tegnefilmunivers Studio Ghibli, som vi også ser sammen med vores børn.
Hvordan får I plads til både voksne og børn?
– Generelt set, så er vi et børnehjem. Der skal være plads til leg og nysgerrige børn – og alt står i børnehøjde. Skulle en figur miste en arm, så limer vi den bare på igen. Og man må gerne lege på og i alle vores møbler. Vi har ikke noget, der bare er til pynt, fortæller Natalie.
Hvad er det ved farver, der gør dig glad?
– Jeg er vild med de varme rødbrune farver, som går igen i hele lejligheden. Det er lidt som at få et kram. Jeg ville egentlig gerne male alle væggene i en farve, men hvide vægge giver en god kontrast til alle de andre farver i vores hjem. De giver også ro til vores farverige vægtæppe over sengen. Jeg har tidligere forelsket mig i et lignede tæppe og har drømt om et lige siden. Da jeg faldt over et, skulle det bare med hjem. Vores soveværelse og stue er jo et stort åbent rum og skal derfor indrettes lidt anderledes, fortæller Natalie.
Amager i hjertet - og genbrug i hjemmet
Kan man mærke, at I bor på Amager?
– Hvis vi køber noget nyt, så finder vi det gerne i de små butikker rundt omkring os – hvis vi altså ikke kan finde det i Børneloppen eller i nogen af de andre fine genbrugsbutikker på Amager. Vi vil også gerne have en bod, når der næste gang er loppedage i Amager Centret, siger Natalie. Min kæreste er vokset op på Amager – faktisk i lejligheden ved siden af.
Hvorfor er jeres hjem ikke som andres?
– Vi tænker aldrig over, hvad andre mener om vores hjem. Vi vælger det, der gør os glade og får os til at smile – og indretter os med ting, der har betydning for os, slutter Natalie.